Verdens bedste lederuddannelse

Som ganske ung fodboldspiller røg jeg ind i et par dumme advarsler fra dommerne i de kampe, jeg spillede på Fremad A’s juniorhold. I samråd med min træner besluttede jeg at tage et dommerkursus for at kunne skælde mere ’velkvalificeret’ ud på dommerne.

Det lykkedes, og jeg slap for de åndssvage advarsler, men samtidig fandt jeg ud af, at det var en superfin måde at tjene lidt ekstra lommepenge på, når jeg kunne dømme kampe på de dage, jeg ikke selv spillede.

Det gik hurtigt med udviklingen og med karrieren. Ret hurtigt kom jeg helt til tops som dommer i Superligaen og efter kun halvandet år som Superligadommer, blev jeg international dommer – altså FIFA-dommer med ret til at dømme kampe rundt om i hele verden.

Jeg fandt ud af, at de krav, der stilles til en topdommer, meget ligner de krav, der stilles til en leder i erhvervslivet. Ud over en god fysisk form, kræver det, at man har mod og overskud til at træffe beslutninger – nogle gange svære beslutninger på meget få sekunder (er der straffespark eller ej, skal spilleren vises ud eller ej).

Man skal også kunne håndtere konflikter og uenighed mellem spillerne og finde ud af, hvordan man får to ’kamphaner’ til at køle af igen. Samtidig skal man koncentrere sig om kampen og spillet og ikke konflikten. Som dommer skal man kunne arbejde under pres fra både spillere, tilskuere og medierne, så dette kræver altså også lidt hår på brystet.

Jeg husker en helt speciel oplevelse i en kamp i Italien, hvor deres store stjerneangriber Vialli blev sur på mig. Han kom løbende hen til mig for at brokke sig, men inden han nåede at åbne munden, fik jeg øje på en ordentlig ’bussemand’, der hang ud næsen på ham. Jeg fik hurtigt på engelsk fortalt ham, at ’der hang noget ud af næsen på ham’. Han fik ’busseren’ væk – og endte med at bukke og takke mig for hjælpen, for det er jo lidt flovt med sådan en i næsen. På den måde fik jeg helt undgået den konflikt, der var optræk til.

Dommergerningen har givet mig rigtig mange spændende oplevelser og rejser rundt i hele verden. Så udover at være i en god fysisk form, lære noget om andre mennesker og psykologi, udfordre mine lederegenskaber, så har dommergerningen beriget mig med rejser til andre kulturer og samfund, og jeg har fået venner fra hele verden.

Tænk, at et par pift i en lille fløjte kan give så mange og spændende oplevelser. Og selv i dag, hvor jeg stoppet på banerne, bruger jeg mange af mine erfaringer til at videreuddanne og udvikle dommerne – heldigvis også på allerøverste plan, hvor jeg senest var til VM i Sydafrika med ansvaret for dommerne. Og de gjorde det jo godt, ikk’?

Drømmen der forsvandt

Alt havde kørt på skinner i min første sæson som førsteårs senior. Jeg havde været med til at spille FIF op i landets fornemmeste selskab, og EM for ungdomslandshold stod for døren. Det spillede, da en sjov afslutning på sæsonen med drengene fik et katastrofalt udfald for mig og min håndboldkarriere.

I en ganske almindelig kamp om bolden til DM i Strandhåndbold faldt jeg så uheldigt i sandet på Hornbæk Strand, at jeg pådrog mig intet mindre end tre store skader i min skulder.
I første omgang vidste jeg ikke, hvor galt det stod til, men da jeg nogle uger senere konsulterede en af landets skuldereksperter, var dommen klar:
- Find noget andet at lave, du kommer aldrig til at spille håndbold igen med den skulder!

Det var noget af en besked til en 18-årig purk, som i mere end ti år havde haft håndboldbanen som sin legeplads. Min første tanke var: Nej, jeg skal overhovedet ikke finde på noget andet at lave, jeg skal spille håndbold, jeg skal til udlandet, på A-landsholdet og blive en håndboldstjerne.

Det havde været målet, siden jeg havde fulgt med på sidelinjen, når farmand søndag efter søndag tørnede ud for Frederiksbergklubben Mariendal. Jeg SKULLE tilbage!
Lad det være sagt med det samme. Jeg kom tilbage, men præmisserne for mig blev nogle helt andre end inden den famøse sommerdag i Hornbæk.

Måtte droppe stjernedrømmen
I en lang periode efter lægebesøget hørte jeg lægens ord igen og igen: ’Find noget andet at lave’...
Tankerne strandede, hver gang jeg forsøgte at tænkte på, hvad jeg skulle finde på i stedet for håndbold. Det var jo til håndbold, jeg havde mine venner, det var der, drengene mødtes og havde det sjovt. Når jeg mødte folk på gaden, ville de altid vide, hvordan det gik med håndbolden. Der var ingen, der spurgte, hvordan det gik med skolen. Nej, min identitet var håndbold. Jeg tænkte på håndbold stort set hele dagen, og jeg glædede mig til at skulle i hallen og lege hver gang. For mig var målet klart, jeg skulle nok komme tilbage på banen igen.

Et par operationer og mange timers genoptræning senere måtte jeg sande, at skulderen aldrig blev som tidligere. Men min stædighed havde gjort, at jeg små to år efter stod på KB-Hallens gulv klar til at spille ligahåndbold.

Det var en sejr af de store, jeg havde bevist over for mig selv og ikke mindst lægen, som stemplede mig færdig, at jeg kunne komme tilbage. Det var ikke længere mig, drengene spillede bolden over til, når kampene skulle afgøres, og jeg var langt fra en af de bedste, som jeg tidligere havde været. Der gik noget tid, før jeg kunne acceptere det, men jeg vidste, at sådan ville det være fremover.

Det var ikke fordi, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med bolden, men skulderen satte ganske enkelt sine begrænsninger. Jeg kom aldrig til udlandet og heller aldrig på A-landsholdet, som stort set alle dem jeg spillede på Y- og U-landshold med: Lars Jørgensen, Bo Spellerberg, Michael V. Knudsen osv., og jeg blev aldrig den stjerne, jeg havde drømt om. Men jeg var tilbage blandt drengene igen.

Klubben hev mig op af hullet
Jeg havde aldrig vundet denne kamp alene. Den opbakning, jeg havde hjemmefra og mødte i min klub FIF, tåler ingen sammenligning. Det fællesskab, jeg oplevede i omklædningsrummet, var det hele værd. Vi var venner, der weekend efter weekend gik i krig mod de andre. Og vandt vi, var vi også gode til at fejre sejren med resten af klubben.

En ting, som stadig står lysende klart i min hukommelse, er træner Mik Hagenbos ord, da jeg fortalte ham om omfanget af min skade:
- Du skal nok blive klar igen, og uanset hvor lang tid det tager, så spiller du her hos os.

I forlængelse heraf fortalte Hagenbo en historie om en spiller, der havde ødelagt sin højre skulder til et OL, og fire år senere stod han igen til et OL, men nu kastede han med venstre hånd. Det var en fantastisk opbakning og tilkendegivelse at få fra klubbens side. Det var uden tvivl med til at hive mig op af det hul, jeg pludselig var havnet i.

Skulderskaden åbnede for alvor mine øjne for, hvor vigtigt det er at få en uddannelse ved siden af håndbolden. Jeg var ofte blevet tudet ørerne fulde af, at jeg skulle have en uddannelse at falde tilbage på, hvis håndboldkarrieren en dag skulle slutte på grund af en alvorlig skade. Men det sker jo ikke for mig, tænkte jeg hver gang.

Selvom det ikke var en decideret karrierestoppende skade, jeg fik, så ændrede det i hvert fald min egen drøm om det at være håndboldspiller og fik mig for alvor til at tage studierne alvorligt.

I dag er jeg så heldig, at jeg har et fantastisk job i Håndbold Spiller Foreningen, hvor jeg er med til at rådgive andre håndboldspillere om nogle af de samme ting, som jeg selv har været igennem. Samtidig har min gamle klub FIF igen fået brug for mig som spiller, da den er tilbage i landets bedste række. Dermed har jeg fået en enestående chance for at slutte min karriere der, hvor den tidligere tog fart.

Thomas Poulsen: Uddannelse er nødvendig

I min periode som aktiv roer havde jeg tit mange samtaler med min nu afdøde træner Bent Jensen omkring trænerrollen. Bent var en fantastisk træner i mine øjne. Han var ikke perfekt, men tæt på. Der, hvor Bent og jeg kunne blive uenige, var, når han ikke kunne forklare, hvorfor han ville have tingene på en bestemt måde, men bare svarede, at sådan skulle det bare være og dermed basta.

Bent gjorte det, han gjorte ud fra en mavefornemmelse, og det var tit det rigtige. Men hvis han havde kunnet forklare sig noget bedre, havde vi nok undgået nogle af de lange diskussioner og hurtigere fået løst problemerne.

Kort efter jeg stoppede som aktiv, ringede Bent og spurgte, om jeg kunne tænke mig at træne dem, som stod på spring til at komme på guldfireren. Jeg svarede ja med det samme. Det kunne jo ikke være så svært som at sidde i båden, tænkte jeg.

Jeg måtte hurtigt erfare, at være træner er heller ikke nemt, tværtimod. Da jeg selv sad i båden, kunne jeg mærke farten, rytmen og de små justeringer, der skulle til med min krop. Som træner havde jeg kun mine øjne. Så jeg skulle lære roning helt forfra igen.

Jeg fik ret hurtigt succes som træner. Allerede i min tredje sæson som træner havde jeg et hold, som vandt verdensmesterskabet og de fire efterfølgende sæsoner tre verdensmesterskaber en OL-bronze.

Det er nemt at være træner, når det går godt. Hvad skal man så bruge idrætspsykologi, ledelse, viden omkring aerob og anaerob træning til, når det går godt uden, og ingen stiller kritiske spørgsmål til mit arbejde. Sådan tænkte jeg.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Pludselig gik det ikke så godt for mine hold, og der begyndte at komme diskussioner omkring træning, ledelsesstil og så videre. Jeg begyndte at tænkte på de samtaler, jeg havde haft med min gamle træner, og hvad jeg selv havde tænkt som aktiv om min træner. Der var kun en vej frem, og det var uddannelse.

Jeg fik snakket med min sportchef og Team Danmark-konsulent om hvilket uddannelses forløb, der ville være optimalt for mig med den viden, jeg besad i forvejen. Valget faldt på DIF`s ITA-uddannelse. Jeg har nu været i gang i halvandet og mangler kun de sidste moduler og hovedopgaven for at være færdig. Jeg har været super glad for at tage uddannelsen. Jeg føler mig meget mere sikker på den fysiske træning, jeg laver med de aktive og er nu i stand til at lave træningen mere individuelt tilpasset den enkelte.

Noget af det, som har været det bedste ved uddannelsen, har været erfaringsudvekslingen med trænere fra andre idrætsgrene og at høre, hvordan de bærer sig ad. Det har givet stof til eftertanke og provokeret mine egne tanker og holdninger.

Jeg har aldrig haft en større teoretisk viden omkring trænerrollen, end jeg har nu. Udfordringen består i at få det integreret i den daglige træning og lade være med at gøre, som jeg plejer.
Dengang jeg selv var aktiv, stillede vi ikke helt så mange spørgsmål, der gjorte vi bare, som der blev sagt. Generationerne af unge roere i dag stiller krav til træneren, og vil have gode og kompetente svar på spørgsmål. Derfor ser jeg uddannelse som den eneste vej frem – uanset idrætsgren.

Josephine Touray: Sportsrejser er et eventyr

Rejsedage har for mig altid været noget specielt. På den ene side skal en rejsedag bare overstås, da den slags ofte er lange og betyder dårlig søvn og mad. Omvendt er der også noget charmerende ved en rejsedag. Følelsen af at begive sig ud på nye og ukendte eventyr er helt fantastisk.

Jeg får en helt speciel følelse i maven, når jeg står i en lufthavn og iagttager andre mennesker. Forventningens glæde hos børn, der måske endda skal ud på første flyvetur. Den rutineprægede indcheckning fra forretningsmanden, som når at få en kop kaffe og læse dagens nyheder inden afgang. Jeg elsker at iagttage, jeg elsker at opleve.

At rejse i forbindelse med sport er også noget helt særligt, og det har været en stor del af min hverdag. At møde ind i lufthavnen, kramme alle landsholdsveninderne og så afsted på tur.
Når jeg tænker tilbage på alle disse rejser i forbindelse med sport står nogle naturligvis tydeligere i erindringen end andre. Rejsen til Athen i 2004, hvor vi hentede OL guldet hjem er et højdepunkt, men der er også andre rejseoplevelser, der står klart. Ikke nødvendigvis altid udelukkende positive erindringer, men erindringer som har været med til at forme mig som menneske og som har været med til at skabe et sammenhold. Et sammenhold, som har været med til at hive sejre hjem.

Fælles oplevelser og det at være tæt på hinanden i lang tid af gangen er med til at give en ballast, som kan bruges i pressede situationer. Oplevelser, som er opstået af en situation, som måske ikke helt gik som planlagt, er de oplevelser, der huskes. Her skal fra min side især nævnes en togtur til Luxembourg på vej på træningslejr, hvor stort set intet var som håbet. Dette var startskuddet til en sæson, hvor et sammenhold uden lige opstod, og i mange situationer har jeg tænkt, at netop denne tur var med til at skabe dette sammenhold.

Fra jeg var lille husker jeg helt klart turene med klubben til Påskestævne. Der stod lille Josephine klar Skærtorsdag med sovepose, luftmadras og håndboldskoene, og så var det ellers ud i verden. Nærmere bestemt Aabybro.... Der opstår et helt specielt sammenhold på sådanne ture. En interesse i at heppe på de andre hold og følelsen af samhørighed med alle dem, der havde blå trøjer på, hvor der stod Bjerringbro KFUM. At det lige kunne lade sig gøre at nå en stævnebus efter kamp for at komme ud at se et af de andre hold spille. Et sådant sammenhold oplevede jeg ligeledes ved OL i Athen, blot folk med røde trøjer og Dannebrog på.

Når jeg tænker tilbage på de mange år i sportens verden, står rejseoplevelserne (de gode og de dårlige) tydeligere i erindringen end noget andet. Jeg ville ikke have været foruden dem, og mange af disse oplevelser (gode såvel som mindre gode) får stadig et smil frem på læberne, så kom bare af sted derude.

Poul Erik Høyer: Bestyrelsen kan også være sjov

Der er ingen tvivl om, at jeg har fået meget ud af at være en del af det frivillige foreningsarbejde. Specielt bestyrelsesarbejde, som jo kan være en af de tungere tjanser i en forening. Ikke desto mindre mener jeg, at man virkelig kan udvikle nogle færdigheder, der kan gavne én senere hen i erhvervskarrieren.

At være frivillig i en forening giver dig opgaver, hvor du skal tage stilling til nogle meget vigtige områder for klubbens eller foreningens fremtid. Det betyder, at du får en enorm indflydelse på, hvad der kommer til at ske med din forening. De beslutninger, der tages, har betydning for den retning, som foreningen vælger.
For at forbedre dine egne kompetencer er der ingen tvivl om, at du skal forsøge at gennemføre dine meninger og holdninger, så du hele tiden styrker dine kundskaber for argumentation og kommunikation.
Jeg har personligt erfaret, at hvis jeg ikke giver informationerne til dem, jeg gerne vil påvirke, eller endnu værre; hvis jeg ikke kan argumentere for mit synspunkt, så har jeg ingen mulighed for at trække gruppen i en bestemt retning. Jeg har oplevet, at disse kompetencer er yderst relevante, når jeg står med en lederrolle, og det være både i foreningsregi, men så sandelig også erhvervsmæssigt. Jeg tror, at mange virksomheder ser meget positivt på de unge, der tidligt har stået i disse situationer og udviklet sig på disse områder.

Et andet område, som jeg synes, er vigtigt, er de sociale relationer. Den interpersonelle intelligens (evnen til at forstå sine egne følelser og motiver) er et område, som den berømte psykolog Howard Gardner beskriver som én af de otte intelligenser. Der er ingen tvivl om, at den sociale forståelse for sammensætning af mennesker og mennesketyper påvirker det arbejde, der udføres. Både for kvaliteten og opbakningen, når beslutninger skal føres ud i livet. Du skal jo herigennem sørge for, at der er andre, der kan stå inde for dine ideer og være med til at bakke op om det, når der skal vedtages noget i bestyrelsen.

Dette område kommer du med garanti til at stifte bekendtskab med i en almindelig erhvervskarriere, og sammen med den mulige styrkelse af de sociale områder vil jeg mene, at du som frivillig i et foreningsarbejde bestemt vil stå med bedre kort på hånden, når du skal skrive din første jobansøgning. Det er i øvrigt også sådan, at virksomhederne i dag meget gerne ser, at der er et engagement hos den unge. De ser yderst positivt på, at den person, de ansætter, både har interesse, men også drivkraft for at deltage i foreningsarbejde.

Den demokratiske proces har vel nok været det, der igennem det frivillige foreningsarbejde har gjort, at jeg også har fået mod på at gå ind i lokalpolitik. Der er nogle fundamentale ting omkring demokrati, der gør, at jeg er blevet styrket igennem det arbejde, jeg har foretaget mig i foreningsregi, og jeg ser frem til at kunne udøve det på flere fronter i fremtiden.

Joachim B. Olsen blogger om ungdomsidræt

”Plads til unge i foreningerne – hvad tænder dem?”

Jeg blev medlem af forenings-Danmark, da jeg som 6-årig begyndte til håndbold. I min tid som aktiv sportsmand har jeg udover min debut i håndbold prøvet kræfter med fodbold, judo og selvfølgelig som 11-årig atletik, som kom til at betyde noget helt særligt for mit liv.

Jeg blev tændt af en stærk flamme og brændte inderligt for min sport, indtil jeg som 15-årig fik lyst til at prøve noget andet. Jeg tog mig et lømmelår, hvor jeg meldte mig ind i en privat fitnessklub, som lå tæt på min skole. Jeg styrketrænede der flere gange om ugen, men kom ikke længere på stadion og dyrkede den specifikke træning, som kastedisciplinerne kræver. Min træner James Mikkelsen var sød til at ringe en gang imellem og sige, at der var stævne eller at de havde ændret træningstid osv. Altid lod han mig vide, at der stadig var plads til mig, hvis jeg havde lyst. Denne interesse i kombination med, at jeg hurtigt manglede at have et overordnet mål med min træning, fik mig som 16-årig tilbage på stadion, hvorfra det hele tog mere og mere fart hvert år mod en lang professionel karriere i atletikkens verden.

Når jeg ser tilbage på min egen ”springtur” fra foreningsidrætten, kan jeg se, at jeg gjorde det af samme årsager, som desværre får mange andre i teenageårene til at vælge de traditionelle idrætsgrene fra. Det er ønsket om at træne seriøst men uden det forpligtende forhold, som den elitære tankegang i klubberne ofte indeholder. For mig var det vigtigere med det sociale uden for sporten det år, hvor jeg gik mere i byen og den slags samtidig med, at jeg sørgede for at holde mig i form. De traditionelle idrætsgrene specialiserer og polariserer i teenageårene typisk de aktive i de elitære og resten.. Dette er godt og nødvendigt for at have eliteidræt, men man opnår også stærk konkurrence med de private træningscentre, hvor man kan træne uforpligtende og samtidig få opfyldt sine behov for seriøse træningstilbud.

Derfor skal idrætsforeningerne være bedre til at satse på begge grupper. Det er vigtigt at kunne tilbyde mere end den målrettede elitære træning, så vi også har et tilbud til dem, der ønsker at træne effektivt med et større socialt behov end resultatorienteret behov. Konkret kunne man forestille sig, at man åbnede faciliteterne til brug for egentræning, som man kan det i fitnesscentre. Dette ville give foreningsidræt mere fleksibilitet. De unge kunne hurtigt aftale på Facebook at ses med vennerne til fx styrketræning i dag i stedet for på torsdag. Træneren er selvfølgelig til rådighed på de normale tider for de, som ønsker at forberede sin teknik, men muligheden for at være social og få dyrket sin sport i klubben, når det kan passe ind mellem skolearbejde og fritidsjob skal mere til stede. Vi skal kigge indad i vores respektive sportsgrene og se, hvad vi kan tilbyde i med et mere motionmæssigt øjemed. I min sport ved vi en masse om løbetræning og styrketræning. Alligevel er de netop disse discipliner, som fitnessverden udbyder i langt højere grad til motionister, end vi har formået. Det er mit indtryk, at boksesporten har haft held med tilbyde motionister ind i klubberne til den effektive circuit - og konditionstræning, som de er rigtig gode til. I idrætsforeningerne, er der et stort skel mellem motionister og eliteudøvere. Men dette skel og denne modsætningsfølelse skal vi ud over, for vi lever af hinanden. Med en velfungerende motionsafdeling med folk i alle aldre får foreningen flere midler og flere medlemmer, som kan bidrage til arbejdet. Lykkes det at fastholde nogle af disse unge som motionister i nogle år, hvor lysten til at træne målrettet og stræbsomt er lille, er det ikke utænkeligt, at nogle af disse måske skifter spor igen senere, når andet uden for sporten er prøvet.

Så skal vi fastholde de unge i idrætsforeningerne gælder det om at åbne op for flere muligheder, så individuelle behov og sociale aktiviteter kan imødekommes i langt højere grad end det er tilfældet i dag.