Drømmen der forsvandt

Alt havde kørt på skinner i min første sæson som førsteårs senior. Jeg havde været med til at spille FIF op i landets fornemmeste selskab, og EM for ungdomslandshold stod for døren. Det spillede, da en sjov afslutning på sæsonen med drengene fik et katastrofalt udfald for mig og min håndboldkarriere.

I en ganske almindelig kamp om bolden til DM i Strandhåndbold faldt jeg så uheldigt i sandet på Hornbæk Strand, at jeg pådrog mig intet mindre end tre store skader i min skulder.
I første omgang vidste jeg ikke, hvor galt det stod til, men da jeg nogle uger senere konsulterede en af landets skuldereksperter, var dommen klar:
- Find noget andet at lave, du kommer aldrig til at spille håndbold igen med den skulder!

Det var noget af en besked til en 18-årig purk, som i mere end ti år havde haft håndboldbanen som sin legeplads. Min første tanke var: Nej, jeg skal overhovedet ikke finde på noget andet at lave, jeg skal spille håndbold, jeg skal til udlandet, på A-landsholdet og blive en håndboldstjerne.

Det havde været målet, siden jeg havde fulgt med på sidelinjen, når farmand søndag efter søndag tørnede ud for Frederiksbergklubben Mariendal. Jeg SKULLE tilbage!
Lad det være sagt med det samme. Jeg kom tilbage, men præmisserne for mig blev nogle helt andre end inden den famøse sommerdag i Hornbæk.

Måtte droppe stjernedrømmen
I en lang periode efter lægebesøget hørte jeg lægens ord igen og igen: ’Find noget andet at lave’...
Tankerne strandede, hver gang jeg forsøgte at tænkte på, hvad jeg skulle finde på i stedet for håndbold. Det var jo til håndbold, jeg havde mine venner, det var der, drengene mødtes og havde det sjovt. Når jeg mødte folk på gaden, ville de altid vide, hvordan det gik med håndbolden. Der var ingen, der spurgte, hvordan det gik med skolen. Nej, min identitet var håndbold. Jeg tænkte på håndbold stort set hele dagen, og jeg glædede mig til at skulle i hallen og lege hver gang. For mig var målet klart, jeg skulle nok komme tilbage på banen igen.

Et par operationer og mange timers genoptræning senere måtte jeg sande, at skulderen aldrig blev som tidligere. Men min stædighed havde gjort, at jeg små to år efter stod på KB-Hallens gulv klar til at spille ligahåndbold.

Det var en sejr af de store, jeg havde bevist over for mig selv og ikke mindst lægen, som stemplede mig færdig, at jeg kunne komme tilbage. Det var ikke længere mig, drengene spillede bolden over til, når kampene skulle afgøres, og jeg var langt fra en af de bedste, som jeg tidligere havde været. Der gik noget tid, før jeg kunne acceptere det, men jeg vidste, at sådan ville det være fremover.

Det var ikke fordi, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med bolden, men skulderen satte ganske enkelt sine begrænsninger. Jeg kom aldrig til udlandet og heller aldrig på A-landsholdet, som stort set alle dem jeg spillede på Y- og U-landshold med: Lars Jørgensen, Bo Spellerberg, Michael V. Knudsen osv., og jeg blev aldrig den stjerne, jeg havde drømt om. Men jeg var tilbage blandt drengene igen.

Klubben hev mig op af hullet
Jeg havde aldrig vundet denne kamp alene. Den opbakning, jeg havde hjemmefra og mødte i min klub FIF, tåler ingen sammenligning. Det fællesskab, jeg oplevede i omklædningsrummet, var det hele værd. Vi var venner, der weekend efter weekend gik i krig mod de andre. Og vandt vi, var vi også gode til at fejre sejren med resten af klubben.

En ting, som stadig står lysende klart i min hukommelse, er træner Mik Hagenbos ord, da jeg fortalte ham om omfanget af min skade:
- Du skal nok blive klar igen, og uanset hvor lang tid det tager, så spiller du her hos os.

I forlængelse heraf fortalte Hagenbo en historie om en spiller, der havde ødelagt sin højre skulder til et OL, og fire år senere stod han igen til et OL, men nu kastede han med venstre hånd. Det var en fantastisk opbakning og tilkendegivelse at få fra klubbens side. Det var uden tvivl med til at hive mig op af det hul, jeg pludselig var havnet i.

Skulderskaden åbnede for alvor mine øjne for, hvor vigtigt det er at få en uddannelse ved siden af håndbolden. Jeg var ofte blevet tudet ørerne fulde af, at jeg skulle have en uddannelse at falde tilbage på, hvis håndboldkarrieren en dag skulle slutte på grund af en alvorlig skade. Men det sker jo ikke for mig, tænkte jeg hver gang.

Selvom det ikke var en decideret karrierestoppende skade, jeg fik, så ændrede det i hvert fald min egen drøm om det at være håndboldspiller og fik mig for alvor til at tage studierne alvorligt.

I dag er jeg så heldig, at jeg har et fantastisk job i Håndbold Spiller Foreningen, hvor jeg er med til at rådgive andre håndboldspillere om nogle af de samme ting, som jeg selv har været igennem. Samtidig har min gamle klub FIF igen fået brug for mig som spiller, da den er tilbage i landets bedste række. Dermed har jeg fået en enestående chance for at slutte min karriere der, hvor den tidligere tog fart.