”Plads til unge i foreningerne – hvad tænder dem?”Jeg blev medlem af forenings-Danmark, da jeg som 6-årig begyndte til håndbold. I min tid som aktiv sportsmand har jeg udover min debut i håndbold prøvet kræfter med fodbold, judo og selvfølgelig som 11-årig atletik, som kom til at betyde noget helt særligt for mit liv.
Jeg blev tændt af en stærk flamme og brændte inderligt for min sport, indtil jeg som 15-årig fik lyst til at prøve noget andet. Jeg tog mig et lømmelår, hvor jeg meldte mig ind i en privat fitnessklub, som lå tæt på min skole. Jeg styrketrænede der flere gange om ugen, men kom ikke længere på stadion og dyrkede den specifikke træning, som kastedisciplinerne kræver. Min træner James Mikkelsen var sød til at ringe en gang imellem og sige, at der var stævne eller at de havde ændret træningstid osv. Altid lod han mig vide, at der stadig var plads til mig, hvis jeg havde lyst. Denne interesse i kombination med, at jeg hurtigt manglede at have et overordnet mål med min træning, fik mig som 16-årig tilbage på stadion, hvorfra det hele tog mere og mere fart hvert år mod en lang professionel karriere i atletikkens verden.
Når jeg ser tilbage på min egen ”springtur” fra foreningsidrætten, kan jeg se, at jeg gjorde det af samme årsager, som desværre får mange andre i teenageårene til at vælge de traditionelle idrætsgrene fra. Det er ønsket om at træne seriøst men uden det forpligtende forhold, som den elitære tankegang i klubberne ofte indeholder. For mig var det vigtigere med det sociale uden for sporten det år, hvor jeg gik mere i byen og den slags samtidig med, at jeg sørgede for at holde mig i form. De traditionelle idrætsgrene specialiserer og polariserer i teenageårene typisk de aktive i de elitære og resten.. Dette er godt og nødvendigt for at have eliteidræt, men man opnår også stærk konkurrence med de private træningscentre, hvor man kan træne uforpligtende og samtidig få opfyldt sine behov for seriøse træningstilbud.
Derfor skal idrætsforeningerne være bedre til at satse på begge grupper. Det er vigtigt at kunne tilbyde mere end den målrettede elitære træning, så vi også har et tilbud til dem, der ønsker at træne effektivt med et større socialt behov end resultatorienteret behov. Konkret kunne man forestille sig, at man åbnede faciliteterne til brug for egentræning, som man kan det i fitnesscentre. Dette ville give foreningsidræt mere fleksibilitet. De unge kunne hurtigt aftale på Facebook at ses med vennerne til fx styrketræning i dag i stedet for på torsdag. Træneren er selvfølgelig til rådighed på de normale tider for de, som ønsker at forberede sin teknik, men muligheden for at være social og få dyrket sin sport i klubben, når det kan passe ind mellem skolearbejde og fritidsjob skal mere til stede. Vi skal kigge indad i vores respektive sportsgrene og se, hvad vi kan tilbyde i med et mere motionmæssigt øjemed. I min sport ved vi en masse om løbetræning og styrketræning. Alligevel er de netop disse discipliner, som fitnessverden udbyder i langt højere grad til motionister, end vi har formået. Det er mit indtryk, at boksesporten har haft held med tilbyde motionister ind i klubberne til den effektive circuit - og konditionstræning, som de er rigtig gode til. I idrætsforeningerne, er der et stort skel mellem motionister og eliteudøvere. Men dette skel og denne modsætningsfølelse skal vi ud over, for vi lever af hinanden. Med en velfungerende motionsafdeling med folk i alle aldre får foreningen flere midler og flere medlemmer, som kan bidrage til arbejdet. Lykkes det at fastholde nogle af disse unge som motionister i nogle år, hvor lysten til at træne målrettet og stræbsomt er lille, er det ikke utænkeligt, at nogle af disse måske skifter spor igen senere, når andet uden for sporten er prøvet.
Så skal vi fastholde de unge i idrætsforeningerne gælder det om at åbne op for flere muligheder, så individuelle behov og sociale aktiviteter kan imødekommes i langt højere grad end det er tilfældet i dag.
