Thomas Poulsen: Uddannelse er nødvendig

I min periode som aktiv roer havde jeg tit mange samtaler med min nu afdøde træner Bent Jensen omkring trænerrollen. Bent var en fantastisk træner i mine øjne. Han var ikke perfekt, men tæt på. Der, hvor Bent og jeg kunne blive uenige, var, når han ikke kunne forklare, hvorfor han ville have tingene på en bestemt måde, men bare svarede, at sådan skulle det bare være og dermed basta.

Bent gjorte det, han gjorte ud fra en mavefornemmelse, og det var tit det rigtige. Men hvis han havde kunnet forklare sig noget bedre, havde vi nok undgået nogle af de lange diskussioner og hurtigere fået løst problemerne.

Kort efter jeg stoppede som aktiv, ringede Bent og spurgte, om jeg kunne tænke mig at træne dem, som stod på spring til at komme på guldfireren. Jeg svarede ja med det samme. Det kunne jo ikke være så svært som at sidde i båden, tænkte jeg.

Jeg måtte hurtigt erfare, at være træner er heller ikke nemt, tværtimod. Da jeg selv sad i båden, kunne jeg mærke farten, rytmen og de små justeringer, der skulle til med min krop. Som træner havde jeg kun mine øjne. Så jeg skulle lære roning helt forfra igen.

Jeg fik ret hurtigt succes som træner. Allerede i min tredje sæson som træner havde jeg et hold, som vandt verdensmesterskabet og de fire efterfølgende sæsoner tre verdensmesterskaber en OL-bronze.

Det er nemt at være træner, når det går godt. Hvad skal man så bruge idrætspsykologi, ledelse, viden omkring aerob og anaerob træning til, når det går godt uden, og ingen stiller kritiske spørgsmål til mit arbejde. Sådan tænkte jeg.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Pludselig gik det ikke så godt for mine hold, og der begyndte at komme diskussioner omkring træning, ledelsesstil og så videre. Jeg begyndte at tænkte på de samtaler, jeg havde haft med min gamle træner, og hvad jeg selv havde tænkt som aktiv om min træner. Der var kun en vej frem, og det var uddannelse.

Jeg fik snakket med min sportchef og Team Danmark-konsulent om hvilket uddannelses forløb, der ville være optimalt for mig med den viden, jeg besad i forvejen. Valget faldt på DIF`s ITA-uddannelse. Jeg har nu været i gang i halvandet og mangler kun de sidste moduler og hovedopgaven for at være færdig. Jeg har været super glad for at tage uddannelsen. Jeg føler mig meget mere sikker på den fysiske træning, jeg laver med de aktive og er nu i stand til at lave træningen mere individuelt tilpasset den enkelte.

Noget af det, som har været det bedste ved uddannelsen, har været erfaringsudvekslingen med trænere fra andre idrætsgrene og at høre, hvordan de bærer sig ad. Det har givet stof til eftertanke og provokeret mine egne tanker og holdninger.

Jeg har aldrig haft en større teoretisk viden omkring trænerrollen, end jeg har nu. Udfordringen består i at få det integreret i den daglige træning og lade være med at gøre, som jeg plejer.
Dengang jeg selv var aktiv, stillede vi ikke helt så mange spørgsmål, der gjorte vi bare, som der blev sagt. Generationerne af unge roere i dag stiller krav til træneren, og vil have gode og kompetente svar på spørgsmål. Derfor ser jeg uddannelse som den eneste vej frem – uanset idrætsgren.