Josephine Touray: Sportsrejser er et eventyr

Rejsedage har for mig altid været noget specielt. På den ene side skal en rejsedag bare overstås, da den slags ofte er lange og betyder dårlig søvn og mad. Omvendt er der også noget charmerende ved en rejsedag. Følelsen af at begive sig ud på nye og ukendte eventyr er helt fantastisk.

Jeg får en helt speciel følelse i maven, når jeg står i en lufthavn og iagttager andre mennesker. Forventningens glæde hos børn, der måske endda skal ud på første flyvetur. Den rutineprægede indcheckning fra forretningsmanden, som når at få en kop kaffe og læse dagens nyheder inden afgang. Jeg elsker at iagttage, jeg elsker at opleve.

At rejse i forbindelse med sport er også noget helt særligt, og det har været en stor del af min hverdag. At møde ind i lufthavnen, kramme alle landsholdsveninderne og så afsted på tur.
Når jeg tænker tilbage på alle disse rejser i forbindelse med sport står nogle naturligvis tydeligere i erindringen end andre. Rejsen til Athen i 2004, hvor vi hentede OL guldet hjem er et højdepunkt, men der er også andre rejseoplevelser, der står klart. Ikke nødvendigvis altid udelukkende positive erindringer, men erindringer som har været med til at forme mig som menneske og som har været med til at skabe et sammenhold. Et sammenhold, som har været med til at hive sejre hjem.

Fælles oplevelser og det at være tæt på hinanden i lang tid af gangen er med til at give en ballast, som kan bruges i pressede situationer. Oplevelser, som er opstået af en situation, som måske ikke helt gik som planlagt, er de oplevelser, der huskes. Her skal fra min side især nævnes en togtur til Luxembourg på vej på træningslejr, hvor stort set intet var som håbet. Dette var startskuddet til en sæson, hvor et sammenhold uden lige opstod, og i mange situationer har jeg tænkt, at netop denne tur var med til at skabe dette sammenhold.

Fra jeg var lille husker jeg helt klart turene med klubben til Påskestævne. Der stod lille Josephine klar Skærtorsdag med sovepose, luftmadras og håndboldskoene, og så var det ellers ud i verden. Nærmere bestemt Aabybro.... Der opstår et helt specielt sammenhold på sådanne ture. En interesse i at heppe på de andre hold og følelsen af samhørighed med alle dem, der havde blå trøjer på, hvor der stod Bjerringbro KFUM. At det lige kunne lade sig gøre at nå en stævnebus efter kamp for at komme ud at se et af de andre hold spille. Et sådant sammenhold oplevede jeg ligeledes ved OL i Athen, blot folk med røde trøjer og Dannebrog på.

Når jeg tænker tilbage på de mange år i sportens verden, står rejseoplevelserne (de gode og de dårlige) tydeligere i erindringen end noget andet. Jeg ville ikke have været foruden dem, og mange af disse oplevelser (gode såvel som mindre gode) får stadig et smil frem på læberne, så kom bare af sted derude.