Verdens bedste lederuddannelse

Som ganske ung fodboldspiller røg jeg ind i et par dumme advarsler fra dommerne i de kampe, jeg spillede på Fremad A’s juniorhold. I samråd med min træner besluttede jeg at tage et dommerkursus for at kunne skælde mere ’velkvalificeret’ ud på dommerne.

Det lykkedes, og jeg slap for de åndssvage advarsler, men samtidig fandt jeg ud af, at det var en superfin måde at tjene lidt ekstra lommepenge på, når jeg kunne dømme kampe på de dage, jeg ikke selv spillede.

Det gik hurtigt med udviklingen og med karrieren. Ret hurtigt kom jeg helt til tops som dommer i Superligaen og efter kun halvandet år som Superligadommer, blev jeg international dommer – altså FIFA-dommer med ret til at dømme kampe rundt om i hele verden.

Jeg fandt ud af, at de krav, der stilles til en topdommer, meget ligner de krav, der stilles til en leder i erhvervslivet. Ud over en god fysisk form, kræver det, at man har mod og overskud til at træffe beslutninger – nogle gange svære beslutninger på meget få sekunder (er der straffespark eller ej, skal spilleren vises ud eller ej).

Man skal også kunne håndtere konflikter og uenighed mellem spillerne og finde ud af, hvordan man får to ’kamphaner’ til at køle af igen. Samtidig skal man koncentrere sig om kampen og spillet og ikke konflikten. Som dommer skal man kunne arbejde under pres fra både spillere, tilskuere og medierne, så dette kræver altså også lidt hår på brystet.

Jeg husker en helt speciel oplevelse i en kamp i Italien, hvor deres store stjerneangriber Vialli blev sur på mig. Han kom løbende hen til mig for at brokke sig, men inden han nåede at åbne munden, fik jeg øje på en ordentlig ’bussemand’, der hang ud næsen på ham. Jeg fik hurtigt på engelsk fortalt ham, at ’der hang noget ud af næsen på ham’. Han fik ’busseren’ væk – og endte med at bukke og takke mig for hjælpen, for det er jo lidt flovt med sådan en i næsen. På den måde fik jeg helt undgået den konflikt, der var optræk til.

Dommergerningen har givet mig rigtig mange spændende oplevelser og rejser rundt i hele verden. Så udover at være i en god fysisk form, lære noget om andre mennesker og psykologi, udfordre mine lederegenskaber, så har dommergerningen beriget mig med rejser til andre kulturer og samfund, og jeg har fået venner fra hele verden.

Tænk, at et par pift i en lille fløjte kan give så mange og spændende oplevelser. Og selv i dag, hvor jeg stoppet på banerne, bruger jeg mange af mine erfaringer til at videreuddanne og udvikle dommerne – heldigvis også på allerøverste plan, hvor jeg senest var til VM i Sydafrika med ansvaret for dommerne. Og de gjorde det jo godt, ikk’?